Ofte stillede spørgsmål

Nogle spørgsmål dukker op igen og igen, og derfor bliver de nu listet med svar her.

“Reparerer du dukker?”

Jeg yder service på dukker jeg har lavet, uanset om du har købt den direkte af mig eller hos tidligere ejere. Jeg kan genkende hver enkelt dukke. Dukker kan falde lidt sammen med tiden, miste lidt farve, og der kan gå små dyr i håret så det bliver spist/skrøbeligt/drysser af. Jeg giver den gerne en oprfiskning uden beregning, men skal der nyt hår til på grund af slitage eller små dyr har spist af det (mohair som de er rootede med er organisk materiale og ædes både af møl, biller og deres larver, og de findes i alle hjem i større eller mindre grad) så koster nyt hår 1100kr., prisen dækker fjernelse af gammelt hår, selve håret og de mange timers arbejde der ligger i at sætte hår på, samt forsendelse tilbage til dig.

“Jeg har kun 500kr, kan jeg få en dukke for det?”

Nej, ikke hos mig. Det koster i gennemsnit 1500kr alene i materialer at lave en reborn dukke.

“Hvorfor skulle jeg dog give 3000kr for en dukke jeg kan få til 500kr i en legetøjsbutik?”

Held og lykke med at finde en reborn til 500 i en legetøjsbutik. De sælger dem slet ikke. En reborn dukke er ikke et legetøj, men et stykke kunst fremstillet i løbet af rigtig mange arbejdstimer. Selvom hver dukke er lavet ud fra et kit produceret i enten begrænset eller ubegrænset oplag, er hver dukke også et unika for sig, idet den er håndlavet helt ned til mindste detalje, og der findes ikke en eneste magen til. Alene at sætte hår i dukken tager omkring 100 timer, så forestil dig en håndværker timeløn på 350kr. – så kommer vi hurtigt op i pris.

“Har du en butik hvor jeg kan komme og se dine dukker?”

Nej, desværre. Dukkemageri er en hobby som jeg pusler med hjemme i mit køkken, og min butik er kun online. Hvis du ser mig på gaden i Sønderborg med min fine hvide Isabell barnevogn, er du velkommen til at komme hen og sige hej, og se hvilken baby der er med på tur den pågældende dag.

“Jeg har en slaskedukke fra min barndom, kan du lave den til en reborn dukke?”

Nej, det kan jeg desværre ikke. Legetøjsdukker, især dem fra før PVC blev forbudt i legetøj, kan ikke tåle at komme i ovnen, hvilket er nødvendigt for den slags maling jeg bruger.

“Jeg har to babydukker liggende, vil du tage dem i bytte for en reborn dukke?”

Nej. Det vil jeg ikke. Dels har jeg ikke noget at bruge dem til, dels kan jeg ikke betale nye materialer med dem.

“Du strikker meget flot tøj. Kan jeg få noget med til min dukke hvis jeg køber en af dig?”

Ja det kan du. Du hvis det betyder meget for dig kan du ønske at få dukken iklædt et sæt af mit strikkede tøj i stedet for købetøj. Nogle dukker får mit strikkede tøj på alligevel.

Hvis du betaler fuld pris for en kunstnerdukke, så følger der såkaldt tilbehør med, og der vil jeg gerne lægge et sæt af mit strikkede tøj med hvis du ønsker det 🙂

“Kan jeg købe mønster på dit strikkede tøj?”

Nej, det kan du ikke. Jeg strikker det meste ud fra fri fantasi, mønstre jeg har liggende i baghovedet og derfor ikke skrevet ned. Det er oftest standard mønstre du kan finde på gratis websites, som jeg så har sat sammen efter egne ideer osv. mens en del er helt efter eget design.

“Giver du mængde rabat?”

Ja. Det gør jeg.

“Giver du kontant rabat?”

Ja. Det gør jeg. Hvis du betaler en kunstnerdukke eller portrætdukke kontant, hvilket for mig vil sige hele beløbet indenfor 30 dage, så fratrækker jeg 10% i kontant rabat. Jeg giver ikke kontant rabat på dukker under 2000kr.

“Hvad tjener du på dine dukker? Du må tjene en formue!”

Gid det var så vel, men sådan er virkeligheden desværre ikke. Selvom en dukke i gennemsnit koster 1500kr at lave, og jeg sælger den for 2000kr, så koster tøj og forsendelse også, og hvis den næste dukke så bliver med fejl og må sælges til under produktionsprisen, ja, så er intet tjent. For mig handler det om at få min hobby til at løbe rundt, og at den betaler sig selv. At prisen for en dukke kan betale materialer til den næste dukke.

“Hvorfor bliver du ved med at lave dukker når du ikke tjener noget på dem?”

Fordi penge ikke er alt. Trivsel betyder mere. At være dukkemager er en stor del af min identitet, idet jeg har lavet dukker mere end halvdelen af mit liv. Det er lige så vigtig en del af mig at lave dukker, som det er at strikke og at trække vejret og spise og drikke. Om jeg så ikke solgte en eneste, ville jeg stadig fortsætte, det ville bare være sværere for mig at få råd til det.